Fødevarestyrelsen i Augustenborg søger flere akademiske medarbejdere til sekretariaterne for Fonden for Plantebaserede Fødevarer (Plantefonden) og Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP).
Vi søger naturvidenskabelige kandidater, der har interesse for forskning, innovation og udvikling inden for landbrugs- og fødevareerhvervet, og som ønsker at bidrage til løsningen af klima- og miljøudfordringer i fødevaresektoren.
Du trives med faglige og juridiske problemstillinger og vil gerne være garant for sikker administration
Hos os får du mulighed for at arbejde tæt på projekter, der bidrager til udviklingen af fremtidens plantefødevaresektor, bæredygtige produktionsformer og innovation. Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø, hvor du er med til at kvalificere og følge innovative projekter, så offentlige midler omsættes til konkrete resultater for den grønne omstilling.
Dine opgaver er blandt andet at klargøre ansøgningsrunder, vejlede potentielle ansøgere, forberede projektansøgninger til bestyrelsen samt varetage den løbende sagsbehandling, herunder projekt- og budgetændringer samt opfølgning på status- og slutrapporter.
Vi tilbyder grundig oplæring og faglig sparring, og vi er interesserede i både nyuddannede og erfarne kandidater.
Hvem er du?
Du har interesse for ny forskning og viden inden for landbrugs- og fødevareerhvervet, gerne med fokus på fødevareforarbejdning og -fremstilling, husdyrproduktion, planteproduktion, fiskeri eller akvakultur.
Vi forventer også, at du:
- Har en relevant videregående uddannelse inden for eksempelvis landbrug, fiskeri eller fødevareforarbejdning.
- Gerne har forretningsforståelse og viden om udviklingsprojekter.
- Gerne har kendskab til eller interesse for miljø- og klimabelastning inden for fødevareerhvervet.
- Kan se dig selv i en administrativ og faglig sagsbehandlerrolle i en politisk styret organisation.
- Har lyst til og flair for at arbejde med juridiske problemstillinger.
- Kan arbejde systematisk og analytisk.
- Har gode kommunikationsevner både mundtligt og skriftligt, da du skal kunne informere klart og vejlede om kravene til ansøgninger under de forskellige støtteordninger.
- Kan lide at have travlt uden at miste overblikket – og samtidig have det sjovt.
- Er god til – og værdsætter – at samarbejde med dine kolleger i teamet og i kontoret samt med eksterne interessenter.
Du bliver en del af Team GUDP Tilskud i kontoret Grøn Udvikling og Ny Viden. Kontoret beskæftiger sig hovedsageligt med Plantefonden og GUDP, som understøtter landbrugets grønne omstilling samt forskning på landbrugs- og fødevareområdet.
Du bliver en del af et dynamisk og samarbejdsorienteret team. Vi har en uformel omgangstone og sætter trivsel højt, og vi hjælper hinanden, når der er travlt.
I Fødevarestyrelsen ser vi os selv som en fremsynet og dynamisk arbejdsplads med spændende udfordringer. Vi er en del af et stort ministerium med mange udviklingsmuligheder.
GUDP er en grøn erhvervsstøtteordning, der skal skabe større bæredygtighed inden for landbrug, husdyrproduktion, fiskeri og fødevareforarbejdning. GUDP skal dermed bidrage til at løse nogle af de klima- og miljømæssige udfordringer, samfundet står over for, samtidig med at fødevaresektoren fortsat kan skabe vækst og sikre arbejdspladser i Danmark.
Plantefondens formål er at bidrage til udviklingen af plantefødevaresektoren. En større andel af plantebaserede fødevarer i produktionen og på vores tallerkener skal medvirke til at reducere klima- og miljøbelastningen fra dansk landbrug og samtidig understøtte omstillingen af fødevareproduktionen.
Sekretariaterne for GUDP og Plantefonden er placeret i Fødevarestyrelsen i både København og Augustenborg. Du bliver en del af Team GUDP Tilskud i Augustenborg, hvor vi er omkring 16 medarbejdere.
Hvis du har lang transporttid mellem din bopæl og arbejdspladsen i Augustenborg, er du velkommen til kort at beskrive dine overvejelser herom i ansøgningen.
Du kan læse mere om de projekter, der har modtaget tilskud, på gudp.dk og plantefonden.dk
Ansættelsesvilkår
Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og AC.
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Erhverv og Konkurrencekraft med tilhørende institutioner, og tjenestestedet er Fødevarestyrelsen, Augustenborg Slot 3, 6440 Augustenborg.
Stillingerne er på fuld tid og ønskes besat hurtigst muligt.
Ansøgning
Vi glæder os til at modtage din ansøgning, CV, kopi af eksamensbevis samt eventuelt øvrigt relevant materiale via vores rekrutteringssystem senest den 16. august 2026.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 33 og 34. Der vil indgå både en første og en anden samtale, og mellem de to samtaler skal kandidaterne løse en caseopgave.
Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte sektionsleder Britta Quitzau på telefon 23 62 86 61 eller e-mail briqui@fvst.dk.
Fra uge 31 kan du kontakte konstitueret sektionsleder Andreas Dalsgaard Schultz på telefon 21 70 79 80 eller e-mail ANDDAS@fvst.dk
Læs mere om Fødevarestyrelsen på www.fvst.dk.
Fødevarestyrelsen opfordrer alle interesserede, uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold, til at søge stillingen.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Sønderborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Augustenborg, Augustenborg Slot, 6440 Augustenborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 16-08-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/0304f4bd-1577-4c20-a6f6-69e68ccfb9f8