Repræsentanter fra kommune, borgere og politi kiggede sammen på belysning, bevoksning og snakkede tryghed i Augustenborg i går
Både borgere, kommune og politi var repræsenteret på tryghedsvandringen i Augustenborg
Syd- og Sønderjyllands Politi inviterede tirsdag eftermiddag til tryghedsvandring i Augustenborg efter det tidligere på et borgermøde kom frem, at der er borgere i byen, der føler sig utrygge. Både repræsentanter fra Sønderborg Kommune og en af initiativtagerne til borgermødet deltog i tryghedsvandringen.
”Vi tager det alvorligt, når borgerne oplever utryghed og har derfor haft vores mobile politistation i Augustenborg og deltaget i borgermødet. Den indsats fulgte vi op med denne tryghedsvandring og vi er meget glade for at både kommune- og borgerrepræsentanter tog mod vores invitation”, siger vicepolitiinspektør Henning Marcussen.
En tryghedsvandring er en planlagt gåtur gennem et område, hvor eksempelvis områdets forretningsdrivende, beboere, boligselskab, virksomheder, kommune og politi diskuterer og udpeger konkrete utryghedsskabende forhold i området. Efter vandringen undersøges mulighederne for at gennemføre tiltag, der kan øge trygheden i området. Det kan for eksempel dreje sig om belysning og bevoksning; om der er tilstrækkeligt og rigtigt placeret lys og om man kan se gennem bevoksningen, så man har overblik over området. Undervejs på en tryghedsvandring bliver alle parter løbende hørt om deres holdning til de fysiske forhold og hvem der har ansvaret for det pågældende område.
Gårsdagens tryghedsvandring koncentrerede sig om området omkring Augustenborgs skole og sportshal, hvor deltagerne blandt andet diskuterede muligheder for at forbedre belysningen i området, fjerne graffiti og klippe bevoksning ned.
”Vi fik en rigtig god dialog om trygheden i byen og fik sat fokus på mulige tryghedsskabende foranstaltninger, ligesom vi fortsat vil have fokus på trygheden i byen”, siger vicepolitiinspektør Henning Marcussen.
Politiet laver på baggrund af tryghedsvandringen en samlet rapport med anbefalinger af mulige tiltag, der kan øge trygheden.