Sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune har uddelt tilskud til 43 foreninger. En af modtagerne er Kegleklubben Alf Gråsten, der vil bruge midlerne til at afvikle særlige keglehold for udviklingshæmmede tilknyttet lokale bofællesskaber.
Tilskuddene uddeltes i to årlige runder. I første runde for 2024 blev der givet 1-årige tilskud til en værdi af 1,4 mio. kr. Derudover blev der også bevilliget et fast 3-årigt tilskud for perioden 2024-2026, svarende til et samlet beløb på 450.000 kr.
Kommunen modtog 54 ansøgninger om 1-årige tilskud for 2024 og 2 ansøgninger om et fast årligt tilskud i tre år. Det ansøgte beløb var på i alt 2,125 mio. kr.
I budgettet for 2024 har kommunen afsat 2,275 mio. kr. til denne type tilskud. Efter den første ansøgningsrunde er der resterende 0,875 mio. kr. til den anden ansøgningsrunde i 2024.
De tilskud, der er givet, bidrager til opretholdelse og udvikling af det frivillige, sociale arbejde i Sønderborg Kommune og hjælper foreningerne med at gennemføre de ønskede aktiviteter for deres medlemmer.
http://us4.campaign-archive.com/?u=5f3762aadd5d312003cf9cc61&id=6d217c3dfb